Tirsdag d. 3. september starter den nye Badmintonliga sæson med en udekamp mod oprykkerne fra TRITON i Aalborg, og torsdag d. 5. september spiller vi for første gang hjemme i Skælskørhallen mod Værløse.
Det bliver en ganske anderledes og langt mere udfordrende sæson end vi har været vant til, det er der ingen som helst tvivl om.
Vi blev midt i sidste sæson for alvor ramt af økonomiske udfordringer af en for os hidtil uset karakter, både i forhold til manglende økonomisk formåen men også i forhold til selve timingen.
Det medførte bl.a. den meget svære beslutning om ikke at stille op til bronzekampen mod Vendsyssel. Den beslutning har naturligvis medført mange kommentarer, i ganske overvældende grad fra mennesker uden indsigt i de faktiske forhold.
Desværre er der også personer som har benyttet situationen til at fremkomme med helt igennem urigtige påstande, vilde beskyldninger og udtalelser som bedst kan betegnes som vanvittige og et målrettet forsøg på at ødelægge TSS.
I tidens social-media univers er det som at kæmpe mod vindmøller at imødegå den slags angreb.
Der er imidlertid ingen tvivl om at udfordringerne fra sidste sæson også vil komme til at præge vores hold i den sæson vi går ind i.
Vi trækker på alle vores kontakter og forbindelser, i forhold til at samle et hold som kan konkurrere i badmintonligaen, og det gælder både klubledelse, frivillige, trænere og ikke mindst spillere.
Processen har været – og er – svær, og der er blevet truffet hårde og meget svære beslutninger.
Samtidig betyder det at vores hold kan ændre kraftigt udseende fra kamp til kamp, specielt i lyset af de regler som gælder for spilleberettigelse.
Nu til holdet.
Vi har efter et langt og godt samarbejde måttet sige farvel til Frederik Søgaard. Det har været en fornøjelse at have ham i klubben, men nu skal han videre et andet sted, og vi skal klare os uden ham, vi skal finde en ny kaptajn.
Mia Blichfeldt er flyttet til Frankrig, men kommer stadig hjem til Danmark og spiller holdkampe, og hun har overtalt sin kæreste – en der hedder Toma – til også at tage sin ketsjer med når han alligevel er i hallen. Toma’s ven Thom, som spiller en god mixed, har også sagt ja til at give en hånd med hvis det kniber, og det gør det nok.
Mathias Thyrri, som vandt EM-bronze med sin kæreste Amalie Magelund, er kommet til klubben, og det bliver rigtig spændende at se ham i kamp for TSS efter han ikke længere er i forbundsregi.
En anden Mathias med efternavnet Solgaard er kommet til fra Ikast, og rutinerede
Søren Toft Hansen, som stadig genoptræner efter en knæskade holdt ham ude af hele sidste sæson, er kommet til fra Hvidovre.
Natasja Anthonisen har forlænget sin kontrakt, og kommer med en frisk sejr i Damedouble fra Højbjergs mesterrække turnering i den forgangne weekend. Det samme har Alyssa Tirtosentono, samt hendes to landsmænd Mark Caljouw og Ties van der Lecq.
Unge talentfulde Joakim Oldorff, som Steen kender fra tidligere, skal ligeledes spille for os, og det bliver spændende at se hvor hurtig EM-bronzevinderen i herresingle kan udvikle sit spil.
Vi glæder os enormt meget til den nye sæson, med de udfordringer der ligger forude, hvor vi først og fremmest er fokuserede på at konsolidere klubben og ligaholdet.