Vi er glade for at kunne præsentere Søren Toft Hansen som vores nye faste træner i Skælskør Badminton Klub. Søren spiller på klubbens TS-ligahold og imponerede senest i herredouble mod Odense Badminton Klub, hvor han sammen med Ties Van Der Lecq sikrede en flot sejr.
Før Søren kom til Skælskør, spillede han i flere sæsoner for Hvidovre Badminton Klub, hvor han blandt andet vikarierede for ingen ringere end Hans-Kristian Vittinghus – vores nye landstræner!
Siden sommer har Søren været gæstetræner i klubben, og vi er begejstrede for, at han nu har sagt ja til at tage træningen fast:
* Tirsdage kl. 17:00-18:45
* Torsdage kl. 16:00-18:45
Dette betyder, at alle børn og voksne på vores ungdoms- og seniorhold nu får glæde af Sørens store erfaring og engagement.
Ved siden af badmintonarbejdet arbejder Søren som folkeskolelærer, hvilket giver ham solide forudsætninger for at skabe en tryg og udviklende træning, hvor alle kan føle sig inkluderet.
At Søren bliver en fast del af trænerteamet ændrer ikke på, at vores dygtige trænere Rasmus Thalund-Hansen, Kaya Christiansen og hjælpetrænerne fortsat spiller en vigtig rolle i klubbens træning. Søren vil fremover have den koordinerende rolle blandt trænerne, hvilket styrker samarbejdet og sikrer den bedste udvikling for alle vores spillere.
Selvom mange af jer allerede har mødt Søren, håber vi, at I vil være med til at byde ham varmt velkommen som en fast del af vores klub!