En ny strategi for Team Skælskør Slagelse – Sammen mod Badmintonligaen

Efter 20 sæsoner med uafbrudt deltagelse i Badmintonligaen endte vi desværre på den sidsteplads i ligaen som betyder direkte nedrykning til 1.division. Og det med så lille en margin at det stadig gør lidt ondt at tænke på.
En sejr manglede i den afgørende holdkamp mod Solrød for at forlænge opholdet i ligaen med endnu en sæson. Desværre blev det lige ved og næsten, og dermed er Værløse nu eneste hold som har været en del af Badmintonligaen siden den opstod for 20 sæsoner siden.
Den rekord ville vi fortsat gerne have delt.

I den afgørende kamp i Solrød blev det ved skæbnens ironi den mangeårige TSS’er Frederik Søgaard, der cementerede nedrykningen ved sammen med englænderen Zach Russ at lave et stort comeback mod Mathis Thyrri og Søren Toft i første herredouble, og således sikre Solrød sejren 3-6.

Et nederlag på 4-5 ville have sendt os over stregen, og der blev virkelig kæmpet for det over hele linjen, men afbud fra Mia Blichfeldt og Toma Popov i de to sidste kampe, samt en stress-sygemelding fra Natasja Anthonisen betød at vi var uden 3 af vores allerbedste spillere i de to sidste afgørende holdkampe.

Generelt kan vi konstatere at vi desværre i for høj grad har været ramt af afbud og skader. Dét kombineret med en stor formnedgang hos de bedste spillere som vi håbede skulle bære holdet, til sidst blev for stor en hurdle for os.

Efter vi i klubben lige har sundet os lidt ovenpå resultatet af sæson, er der heldigvis fortsat stor optimisme og engagement omkring 1. holdet.
Det første store mål er straks at vende tilbage til Badmintonligaen så opholdet i 1.division kun kommer til at vare én sæson.

De store sponsorer, som vi er så taknemmelige for, har heldigvis allerede garanteret deres forsatte støtte og opbakning til holdet og vi er i fuld gang med dialogen med både nuværende og nye lokale partnere for at sikre de bedste rammer for badminton i verdensklasse i Skælskør.

Sideløbende intensiverer vi arbejdet med at videreudvikle talentcenter Sydvestsjælland.
Talentcenteret, som ligger i Slagelse, er en af hjørnestenene i det succesfulde samarbejde vi startede med andre lokale klubber i området sidste år, og som skal være med til at fastholde og udvikle interessen for badminton både i Skælskør og i Sydvestsjælland i fremtiden.

Efter 11 år som både cheftræner og sportschef har Steen Schleicher Pedersen valgt at overlade cheftrænerposten til nye kræfter. Steen fortsætter i rollen som sportschef, hvilket sikrer en vigtig kontinuitet i klubbens sportslige arbejde.
Ny cheftræner bliver Søren Toft Hansen. Søren har de seneste to sæsoner været en del af Team Skælskør Slagelse som ligaspiller og assisterende træner under holdkampene samt som træner i Skælskør Badmintonklub. Han har gjort det rigtig godt i den tid han har været i Skælskør og kender desuden klubbens set up og arbejdsgange indgående. Desuden fungerer han som træner i talentcenter Sydvestsjælland, og kan således sikre den røde tråd i det samarbejde.

Søren udtaler følgende:
Jeg er enormt glad og stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for TSS i næste sæson. Jeg kender mange af spillerne fra min egen aktive karriere, og det bliver rigtig sjovt og en stor læring for mig at få lov til at være en del af holdet i en ny rolle.
For mig er TSS en af de største klubber i dansk badminton, og jeg håber at jeg kan bidrage til at vi kommer tilbage i landets bedste række, hvor vores klub høre til.

Del nyheden her